Dyk ned i din cyklus

og opdag alt det lækre der ligger gemt

Kvindens cyklus er så interessant, spændende og så vigtig at vide noget om. 

Cyklussen kan naturligvis fortælle os hvor vi er, lige nu i cyklussen ift. vores ægløsning, menstruation og alt det midt imellem.  

 

Hvornår og hvorfor vi føler os oppustede, trætte, energiske eller hvorfor vi lige i dag har ekstra meget lyst til det der chokolade ude i køkkenskabet… 

 

 

Cyklussen giver os et helt billede af os som kvinder – dag og nat – hver dag, hver måned, hvert år og hele livet. I alle livets faser. Fordi vi forandrer os hver dag – og i løbet af en dag. Cyklussen kan give dig en større selvaccept og rummelighed i forhold til dig selv. Og disse følelser smitter så meget at både din familie, din arbejdsplads og din omgangskreds vil kunne mærke en positiv forandring. En kvinde der tager sig selv seriøst og passer på sig selv, inspirerer, motiverer og spreder god energi.

 

I mine teenageår var jeg dybt frustreret over min menstruation (for ærligt talt, forstod jeg det ikke og ingen fortalte mig hvad det egentlig handlede om). Jeg vidste jo kun at jeg nu kunne blive gravid og at jeg derfor skulle passe på sammen med min daværende teenagekæreste.  

 

 

For mig betød menstruation noget med blod, smerter, træthed op til og under menstruationen. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg så let som ingenting kunne begynde at græde (over virkelig små ting, kommentar, begivenheder) og i næste sekund var jeg glad igen. 

Jeg forstod ikke, hvorfor jeg ingen energi havde og hvorfor mit humør dykkede. 

 

 

Til gengæld skænkede jeg det ikke en tanke (først efter mange år) at min energi og mit overskud, mine glade tanker og min livsglæde steg markant igen, lige så snart jeg havde blødt. Jeg fik vist mest af alt en følelse af frihed og lethed i både hoved og krop. 

 

Hvad var meningen med hele det her cirkus? På et tidspunkt i mine senere teenageår, troede jeg at jeg var unormal, overfølsom, havde brug for hjælp, at jeg aldrig ville kunne leve sammen ed en partner ret længe, for hvem ville kunne holde det her ud?

 

 

 

 

 

Bare rolig, eventyret er indtil videre endt lykkeligt. I dag er jeg gift med Thomas, som jeg har kendt siden 2007, vi har 2 børn, en lille hund, et dejligt hus og masser drømme om resten af livet sammen. 

Men det var godt nok svært at tro på da jeg var yngre. 

 

Flere ting har gjort at cyklussen er blevet min meget kære ven i dag. 

Jeg tænker på min cyklus dagligt og bruger den som redskab til at navigere i livet og i hverdagen med familie, fuldtidsjob og lille virksomhed on the side. 

 

Min yogapraksis er et af mine elskede redskaber. Yogaen har været en del af mit liv siden 2010 og var min redning ud af en længere stresssygemelding i 2015. Den har stor betydning for mig og hjælper mig til at holde fokus og holde balancen i min tilværelse.

 

Udover mine yogauddannelser, hvor både madens betydning og en masse lækker viden omkring kvinder og alle vores faser her i livet, har givet mig så meget personligt og mange af de ting jeg er blevet uddannet i, lever jeg selv efter i dag. 

 

Som det nyeste energiboost og vidensboost ift. min cyklus – er det min seneste yogauddannelse for kvinder – Shakti Yoga Teacher Training – der har gjort et kæmpe indtryk på mig. Jeg er uddannet i cyklussens 4 indre årstider. 

 

Cyklus og de 4 indre årstider?

Det handler om, at ligesom naturen følger årstider – således gør også din krop. Du indeholder også sommer, efterår, vinter og forår. Hos dig kaldes de så fint: de 4 indre årstider.

 

Indre vinter er tiden omkring din menstruation og det er her at du, ligesom naturen, gerne må gå lidt i hi, pakke dig ind, putte i sofaen og lade op. Det er her du skal holde energien ’hjemme’ og bed endelig om lidt omsorg og en god kop te. Giv slip og brug tiden til at mærke efter hvordan du egentlig har det. Fordøj den sidste cyklus og mærk efter om noget skal ændres i fremtiden.  

 

Du bevæger du nu ind i dit indre forår, hvor du så småt begynder at mærke mere energi, du bevæger dig tættere på din ægløsning, du mærker oftere her en større lyst til at være social, dit overskud er større og du har et større gåpåmod. 

Indre forår er tiden, hvor nye ideer kigger frem og du så småt kan starte nye projekter fordi energien er højere her.

 

Når din ægløsning finder sted, befinder du dig i din indre sommer. Masser energi, du mærker kreativiteten og har lyst til at få sat skub i alle dine projekter. Ægløsning er lige præcis den del af cyklussen, hvor du kan undfange et barn – altså din krop kan skabe – og netop derfor er der masser overskud og energi til at skabe eller producere. Hvis du ikke har planer om et barn, så ret fokus mod alt det andet du går og drømmer om. 

 

Sidste fase i cyklussen er indre efterår, hvor din energi rettes mere indad, din sensitivitet stiger og din krop har brug for at du sætter tempoet ned. Din høje energi aftager gradvist og kroppen forbereder sig til indre vinter. Forsøg at omfavn din sårbarhed, læn dig tilbage og prøv at lyt til din krop – om du kan fornemme dens signaler. Her giver det god mening at rydde ud, sortere og rydde op. Indre efterår er tiden hvor din ’nobullshit-kvinde’ kommer frem. Alt det der ikke tjener dig, sorteres fra og du føler ofte en større trang til at få det sagt. 

 

Når du får menstruation, er du igen i indre vinter og din cyklus er startet på ny. 

 

Kærligst Stefanie Ferendeles